Tandbehandling under graviditet

Dine tænder og dit tandkød under graviditeten

Det kan måske være en god ide at få en ekstra tid hos din tandlæge, når du er gravid. I gamle dage sagde man, at hvert barn kostede en tand, men det er blot en ammestuehistorie. Der kan dog godt opstå problemer med dit tandkød og tænderne under graviditeten. Måske opdager du, at dit tandkød lettere bløder, især når du børster tænder.

For tænder og tandkød gælder det, som før du blev gravid, at tænderne skal holdes rene med tandbørste og fluortandpasta. Alle bør også bruge tandtråd eller mellemrumsbørster.

Hvis du har morgenkvalme, så børst kun tænderne let om morgenen og gør mere ud af
det om aftenen.

Tandbehandlinger

Planlæg at have 1 til 2 besøg på tandklinikken i forbindelse med graviditeten. Søg også behandling hvis du pludselig observerer noget usædvanligt, f.eks. blødning fra tandkødet i forbindelse med tandbørstning. 

Det vil under graviditeten ikke være hensigtsmæssigt at påbegynde en større behandling, der uden problemer kan vente til efter din graviditet.

Men du kan roligt komme på tandklinikken under graviditeten. Der foretages ikke behandlinger, der kan skade dit barn.

Hvordan undgås tandproblemer?

Under graviditeten har dine tænder og dit tandkød brug for ekstra opmærksomhed. Regelmæssig tandbørstning og renholdelse af tandmellemrum, en ernæringsmæssig sund sammensat kost og regelmæssigt besøg hos tandlægen vil være med til at reducere
de tandproblemer, der kan følge med en graviditet. ¨

Huller i tænderne opstår, når bakteriebelægninger får lov til at sidde uforstyrret i længere tid. Når bakterierne jævnligt får tilført sukker, som de omdanner til syre, giver det huller i tænderne.

Hvilke problemer kan opstå i munden under graviditeten?
En del kvinder oplever tandkødsbetændelse (Gingivitis) under graviditeten. De observerer, at farven på tandkødet bliver mere rødt, at det hæver langs tandkødskanten og at blødning kan forekomme under tandbørstning.

Det ændrede hormonniveau øger tandkødets reaktion på den plak (belægninger), der sidder på tandens overflader og på tandkødet.

Det er karakteristisk, at tandkødet efter fødslen igen bliver som før graviditeten. Hvis mundhygiejnen er perfekt før og under graviditeten, kan tandkødsbetændelsen forebygges. Det er vigtigt at forstå, at det er bakterierne (plakken), der er årsag til tandkødsbetændelse og ikke hormonændringerne. Hvis du holder tænderne rene, især
ved tandkødskanten, vil det kunne forhindre eller reducere tandkødsbetændelse under din graviditet.

Du bør fortsætte med at børste tænderne omhyggeligt med en blød tandbørste og fluortandpasta, samt bruge tandtråd eller tandstikker. Så forebygger du problemerne. Hvis der skulle opstå blødninger og sår, kan det være en god ide at bruge en tandpasta med lavt sulfat-indhold, ex. Zendium.

Røntgen

Det er velkendt, at røntgen så vidt muligt skal holdes på et minimum under en graviditet. Hvis det skulle blive nødvendigt med røntgen af en tand, er den dosis man får på en moderne tandklinik meget lav.

Efter graviditeten

Man bør endvidere være opmærksom på, at der også i ammeperioden kan opstå
problemer med tandkødet pga. hormonpåvirkninger. Derfor kan det være nødvendigt med
efterkontrol hos din tandlæge eller tandplejer i denne periode.
Har du spørgsmål, kan du altid ringe til os og få råd og vejledning.

Specialister i Tandlægeskræk

Kontakt os nu